Dansk Servicerådgivning støtter “Knæk Cancer”

Kræft rammer hver tredje dansker og gør alle andre til pårørende. Vi kommer alle – på en eller anden måde og på et eller andet tidspunkt i vores eget liv – i berøring med kræft. En sygdom, der hver dag koster 43 danskere livet.

I dag lever ca. 256.000 danskere med en kræftdiagnose. Den gode nyhed er, at flertallet overlever kræften.

En fælles indsats for at knække cancer

Knæk Cancer er en ambitiøs overskrift. Men det er ikke desto mindre det mål, TV 2 og Kræftens Bekæmpelse har sat sig. Ikke alene, men sammen med danskerne, for kræft er en fælles sag, som kræver en fælles indsats. Man kan ikke udrette mirakler – men vi vil prøve.

Derfor handler en hel uge om to ting: Oplysning og indsamling. Oplysning om sygdom og helbredelse, om forskning og patienter, om død og ikke mindst om liv. I en række programmer i uge 43 vil TV 2 vise både kendte og nye programmer, der sætter fokus på kræft via personskildringer, oplysning og underholdning. Det er programmer, der vil gøre os klogere, få os til at grine og græde, og forhåbentlig også give os håb for fremtiden. Ugen slutter af med et stort indsamlingsshow lørdag den 29. oktober kl. 20 på TV 2.

Knæk Cancer er helhjertet handling og håb om nye veje til at komme kræften til livs.

Derfor støtter Dansk Servicerådgivning Knæk Cancer – også i 2016.